BLIV OPSTARTSMENTOR
For at projektet skal være virkelighedsnært for GF2-eleverne, og for at sikre relevante erfaringer søger God Start for Alle OpstartsMentorer, der har lyst til at besøge GF2-klasser på forskellige erhvervsskoler på Sjælland. Som Opstartsmentor skal du på skolebesøg, hvor du skal holde oplæg om dine erfaringer, skabe dialog og lave øvelser med eleverne.
Forud for dine besøg kommer du på en bootcamp. På bootcampen lærer du at holde oplæg, fortælle historien om din uddannelse og skabe gruppedialog. Endvidere er der tid til at hygge og til at lære hinanden at kende – som Opstartsmentor bliver du nemlig del af et særligt fællesskab.
FOR AT BLIVE OPSTARTSMENTOR SKAL DU
- Være i gang med dit hovedforløb på enten EUD eller EUX
- Være mellem 18 og 30 år
- Kunne tage på skolebesøg fire gange på et halvt år
- Kunne deltage i vores næste bootcamp
SOM OPSTARTSMENTOR FÅR DU
- Mulighed for at inspirere og hjælpe GF2-elever til en god start og overgang til hovedforløb
- Kompetencer som oplægsholder og dialogskaber til dit CV
- Et unikt fællesskab med andre hovedforløbselever
- Lønkompensation under skolebesøg
DU SKAL PÅ SKOLEBESØG
Som OpstartsMentor tager du på skolebesøg på GF2 hold på tværs af de tekniske erhvervsuddannelser. GF2 holdene får hver besøg 2 gange – et besøg tidligt i forløbet og et besøg senere på forløbet. Som udgangspunkt skal du på fire besøg pr. halvår. Du kommer altid på besøg sammen med en anden OpstartsMentor, og sammen deler I jeres erfaringer og skaber dialog om skolestart og hovedforløb med GF2-eleverne.
Et skolebesøg varer 90 minutter og består af:
-
- Kort introduktion til God Start for Alle
- Jeres personlige fortællinger
- God Start for Alle spil
- Dialog med eleverne om skolestart, hovedforløb og tiden hos mester/vikrsomheden
- Rekruttering af nye OpstartsMentorer
Som OpstartsMentor forventes det ikke, at du har en masse viden om andre erhvervsuddannelser. Du skal bare tage udgangspunkt i dig selv, dit fag og dine egne erfaringer.
Bare rolig, du bliver klædt på til det hele på bootcampen.
HVAD MED DIN ARBEJDSPLADS
Som OpstartsMentor får din mester/læreplads lønkompensation for de timer, hvor du er ude på skolebesøg.
Det betyder, at det ikke koster virksomheden noget, at du bliver OpstartsMentor. Til gengæld får du nye kompetencer du kan tage med tilbage på arbejdspladsen,
og du bidrager til at din virksomhed får fremtidige lærlinge ved at flere erhvervsskoleelever fastholdes i uddannelsen.
Du skal selvfølgelig have lov af din læreplads til at stå til vores rådighed for 4 skolebesøg pr. halvår.
Det sker gennem en kontrakt mellem dig, God Start for Alle og virksomheden, som udfyldes inden du starter som OpstartsMentor.
BOOTCAMP FOR OPSTARTSMENTORER
For at blive OpstartsMentor, skal du deltage i God Start for Alles bootcamp. Bootcampen er et intensivt 2,5 dages kursus, der forløber over dagene fra torsdag til lørdag. Det er helt gratis at deltage. Vi betaler for transport, overnatning og forplejning under hele bootcampen.
På bootcampen lærer du:
-
- at formidle dine personlige erfaringer
- at holde oplæg for GF2-elever
- at facilitere dialogskabende aktiviteter med eleverne
Derudover kommer du til at tilbringe 2,5 dag med andre unge, der brænder for det samme som dig, nemlig at give andre GF2-elever en god start. På bootcampen bliver der derfor rig mulighed for både at blive klogere på projektet, blive en endnu bedre formidler og få et fællesskab med andre hovedforløbselever på tværs af erhvervsuddannelser.
Det er nemlig vigtigt, at du får et fællesskab med de andre OpstartsMentorer.
Konceptet er jeg mega stor fan af. Mit arbejde er meget ensformigt, så hver gang jeg får muligheden for at komme ud og prøve noget andet, som giver mig noget til min uddannelse. Det tager jeg!
– OpstartsMentor Mikkel
Jeg kunne godt have brugt nogle, der havde sagt til mig, hvad jeg kunne forvente. Det motiverer mig. Jeg kan komme ud til dem, på samme måde som jeg havde ønsket det, og snakke om uddannelsen, strukturen, hvad man kan forvente og hvilke udfordringer, der eventuelt kan blive.
– OpstartsMentor Monica
Jeg synes det var en god mulighed for at prøve at lære mig selv bedre at kende. Jeg kan også godt lide at snakke om min uddannelse, hvordan det har været for mig, og hvordan det kan blive for jer. Det var min motivation for at deltage.
– OpstartsMentor Patrick
NÆSTE BOOTCAMP
Sæt kryds i kalenderen.
Næste bootcamp er d. 30. januar til 1. februar 2025 på Danhostel i St. Heddinge.
HAR DU SPØRGSMÅL?
Hvis du har spørgsmål til det at være OpstartsMentor eller andre spørgsmål
til projekt God Start for Alle, er du mere end velkommen til at kontakte
projektleder Amanda på enten: amanda@eeo.dk eller 25 10 00 42